I det følgende gennemgår vi de syv pilgrimsnøgle-ord, som blev udviklet af den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström, pionér bag Pilgrimscentrum i Vadstena.

Disse syv ord siger en hel del om, hvad det er at være pilgrim.

En pilgrim søger det, som de syv nøgleord udtrykker – Frihed, Enkelhed, Langsomhed, Bekymringsløshed, Stilhed, Fællesskab og Åndelighed.

 

I det følgende gennemgår vi de syv pilgrimsnøgle-ord, som blev udviklet af den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindström, pionér bag Pilgrimscentrum i Vadstena.

Disse syv ord siger en hel del om, hvad det er at være pilgrim.

En pilgrim søger det, som de syv nøgleord udtrykker – Frihed, Enkelhed, Langsomhed, Bekymringsløshed, Stilhed, Fællesskab og Åndelighed.

 

 

 

 

 

Langsomhed

 

 

 

 

Når man vandrer som pilgrim gælder det ikke om at nå hurtigt frem. Det er vigtigt at give sig tid til at opdage alt, hvad man ser undervejs. Kroppen behøver ikke at være i ”højt gear”. Man kan bevæge sig i et roligt tempo, og give sig selv mulighed for at observere alt det, som møder en – en rovfugl, som stiger mod himlen, en hare, som løber over engen, eller solen, som glitrer i de gyldne rapsmarker. Der er så meget at se og opdage – og i denne tid ikke mindst de sjældne orkideer, som pludselig kan finde på at titte frem, hvis man giver sig tid til at se efter i skovbunden.

Langsomhed er det, som adskiller pilgrimsvandring fra ”almindelig” vandring – selvom vandring i al almindelighed også godt kan være langsom. Når fokus er på selve langsomheden, altså at man ikke behøver at skynde sig for at ”nå” noget, kommer der en anden tilstand af opmærksomhed. Det giver ro ikke at skulle være fokuseret fremad, hele tiden – sådan som vi ellers er så vant til det i vores travle liv.

En god inspiration til ”Langsomhed” er hav-skildpadden. Den kan ikke skynde sig, men krydser uden besvær verdenshavene og bliver ældgammel. Så langsomhed betyder ikke, at man ikke kan nå noget! Tværtimod. Man når det stille og roligt – og sejt. ”Skynd dig langsomt”, som Piet Hein sagde det engang.

 

 

 

 

Bekymringsløshed

 

 

 

 

Et af pilgrimsnøgle-ordene handler om bekymringsløshed. Selvom vi ikke skal glemme at passe på hinanden og være forsigtige, er det måske alligevel godt i denne tid at øve os i at være lidt mindre bekymrede. At være ”bekymringsløs” betyder ikke at være ligeglad eller skødesløs. Det betyder blot, at vi ikke skal lade os tynge for meget af bekymringerne.

Albert Schweitzer, en kendt fysiker, teolog og filosof, som fik nobelprisen i 1952, har engang sagt at man ”ikke skal give sine bekymringer svømmeundervisning”. Man ser det for sig: De mange små bekymringer, der får korkbælter om maverne og trænes i at flyde oven på vandet, uanset, hvad der sker!

Som Johannes Møllehave har sagt det, har bekymringerne det trods alt med ”ikke at blive til noget”. De fylder meget mere, end det er hensigtsmæssigt. De bliver en form for ”støj” i vores sind, som forhindrer os i at møde livet med tillidsfuldhed og åbenhed.

Selvfølgelig skal vi passe på hinanden og være opmærksomme i denne Corona-tid. Men vi må ikke blive så bekymrede, at vi slet ikke tør kaste os ud i livet.

At vandre i naturen kan give os en form for lethed, en genvunden tro på, at der er en mening med livet, på trods af vore bekymringer. Det giver en frihed til at møde tilværelsen, som den er, på godt og ondt. Vi kan gøre vores for at passe på, og være gode ved hinanden, men vi skal ikke lade angst og frygt dominere. Tværtimod er meningen med livet, at vi skal glæde os og udfolde os som de unikke mennesker, vi hver især er – i gensidig kærlighed. Derfor: Gå frimodigt ud i naturen og øv dig i at kaste bekymringerne af skuldrene!

 

 

 

 

Frihed

 

 

 

 

Frihed er et grundlæggende begreb i vores samfund – vi har f.eks. ytringsfrihed, demokratisk frihed og personlig frihed, som vi alle er vant til at tage for givet. I denne tid indskrænkes nogle af vores vigtigste friheds-rettigheder, nemlig bevægelsesfriheden og forsamlingsfriheden. En ung mor fik i søndags 2500 kr. i bøde på Islands Brygge for at sidde på en bænk på en legeplads sammen med sine to døtre. Det skete, fordi hun var kommet til at sætte sig et sted, hvor der var udstedt forsamlingsforbud. For hende – og for alle andre – tager det tid at vænne sig til, at vi ikke har friheden til at gøre det, vi er vant til.

Midt i denne svære tid kan vi måske i stedet tage vare på en anden form for frihed, nemlig friheden til at opleve naturen og se vores verden med nye øjne. På den ene side er vores frihed til at forsamles indskrænket – på den anden side har vi mulighed for at bruge denne usædvanlige tid til at gå på opdagelse i en anden form for frihed.

Ordet ”pilgrim” betyder egentlig at gå over fremmed mark. Pilgrimmen bryder op fra det kendte og bevæger sig over nyt land, til fremmede, hellige steder. I denne tid kan vi ikke rejse til fjerne egne, men vi kan undersøge vores eget nærområde og se det med friske øjne, opdage nye kvaliteter i det, vi allerede kender.

Vi har fået foræret mere tid, end vi er vant til. Dette er en ny form for frihed, som det er godt at tage vare på, så længe det er muligt. Samfundet er gået ned i ”gear,” og det giver os lov til at tage det mere med ro, og opdage verden omkring os på en ny måde.

Pilgrimmen ser verden på ny … med øjne, der er åbne for det uventede. Det gælder om at opdage det særlige, der gemmer sig i øjeblikket. Heri ligger en frihed, der ikke kan tages fra os.

 

 

 

 

Enkelthed

 

 

 

 

At vandre som pilgrim er ganske enkelt – man tager en rygsæk på med de mest nødvendige ting, og begiver sig afsted. Mere skal der ikke til. Der er ikke noget bestemt, man skal nå, eller noget særligt, man skal gøre. Man skal bare give sig selv lov til at ”være”, til at bevæge sig stille og roligt gennem landskaberne og nyde det, man oplever undervejs.

Mange pilgrimme sætter sig et mål, som f.eks. at vandre til Santiago de Compostella, der er et gammelt, klassisk pilgrimssted i Spanien. Men man behøver ikke vandre så langt for at være pilgrim. Tværtimod kan en vandring til den lokale kirke, eller til et særligt sted i naturen, være lige så værdifuldt. Det væsentligste er ikke målet, men vejen.

Enkelheden afspejler sig i måden, man pakker sin rygsæk. Den må ikke være for tung, men alligevel skal man have det vigtigste med. Hvis man skal gå en dagstur, behøver man bare en flaske vand, en madpakke, og lidt ekstra tøj, hvis vejret skifter. Skal man vandre i flere dage, kræver det lidt mere, men rygsækken skal stadig være let. Let regntøj, en sovepose, en god sweater, en ekstra T-shirt og et par sokker til at skifte med, et par shorts, en tandbørste og lidt solcreme kan være nok. Man skal regne med at kunne vaske sit tøj undervejs, og tanke op med mad og drikke, efterhånden som man kommer frem.

Mange pilgrimme fortæller, at det at pakke rygsækken i sig selv er en øvelse i enkelhed, i at opdage, hvor lidt vi behøver. Når man først er kommet afsted, opstår der en lethed ved tanken om alt det, man har efterladt derhjemme. Så kan man vandre afsted og glæde sig over livet, uden bekymringer for alt det komplicerede, vi normalt lever i.

At vandre som pilgrim er en øvelse i enkelhed – og i at finde ud af, hvad der er det væsentligste i tilværelsen. Nu er sommeren på vej, og der vil være masser af mulighed for at komme ud og nyde den smukke natur her på Møn, sammen eller hver for sig.

 

 

 

 

Stilhed

 

 

 

 

Når man vandrer i naturen, kommer der ofte en forunderlig ro over én. Hvor kommer den fra? Hvad er det, som gør, at både krop og sind falder til ro?

Stilheden gør ofte, at både tanker og følelser finder sig et helt andet leje. Når man går i en skov, omgivet af fuglesang, er det som om, at en helt anden verden fylder én. Det er som at blive omfavnet af træerne, at blive sat på ”pause”, i en katedral af stilhed, som dog ikke er helt så stille, som vi forestiller os, men fyldt af naturens egne lyde.

Stilheden er med andre ord ikke ”tom”, men fyldt af alt det, som naturen rummer. Fuglesang, vindens vislen i træerne, biernes summen, regnens trummen på på vores hoveder, havets brusen. Stilheden er ikke et ”intet”, men en fylde af alt det, som er omkring os, og som vi først sanser, når vi lukker ned for vores egen snak.

Naturen er egentlig ikke ”stille”, men rummer et hav af lyde, som først får karakter, når vi lytter til dem. Gennem oplevelsen af nærvær forstår vi, at en helt anden kvalitet af liv er på spil. Det handler ikke om, at vi skal udrette en hel masse, men først og fremmest om at være nærværende og lytte. Det skænker os ro, enkelthed og langsomhed, og dermed en tid til at tænke over, hvad der er det væsentligste i livet.

Her i Corona-tiden har vores normale rutiner på mange måder været sat på pause. På en vis måde kan man sige, at stilheden har indfundet sig. Vi skulle ikke det samme, som vi plejede. Tværtimod måtte vi ophøre med at gøre det, vi er vant til. En del mennesker beskriver det som en velsignelse ikke at have haft så travlt som normalt. Midt i denne ”mangel på travlhed” indfinder der sig en ro, som er usædvanlig.

Her kommer stilheden ind som en af de kvaliteter, der som regel har dårlige livsvilkår i vores samfund. Der er gang i lydene hele tiden … bilerne, radioerne, TV, computere. Vi kan næsten ikke leve med, at der ikke sker noget, hvert eneste minut. Men det at være uden for mediestormens larm skaber et helt nyt rum i os. Stilheden har sin egen kvalitet. Når man slukker for alle de kunstige lydkilder, og går ud i skoven eller til havet, da indfinder der sig en helt anden kvalitet af ro. En mening med livet, som er givet fra skabelsens begyndelse.

 

 

 

 

Åndelighed

 

 

 

 

Ved Kristi Himmelfart siges det ifølge Bibelen, at Jesus stiger til himmels fra Oliebjerget i Jerusalem – men allerede ved pinse sendes Helligånden, som et tegn på, at Gud stadig er levende og aktiv på jorden. Gud har med andre ord ikke forladt sit folk, tværtimod. Gennem Helligånden gives der hele tiden nye ”vindpust”, nye inspirationer, ny bærekraft til menneskeheden.

Ordet ”åndelighed” har med ånd at gøre – helt konkret, livsånde, måden vi trækker vejret på. Gennem Guds ånd skabtes jorden og himmelhvælvet, havene og alt levende, siges det i skabelsesberetningen. Man ser det for sig: Gud ånder sin stærke ånd ud i universet, så stjerner og kloder og sole og måner bliver til. Det er med andre ord en stærk ånd, som vi alle er en del af.

”I ham lever vi og ånder vi og er vi”, siger Paulus i en tale til filosofferne i Athen, da han vil forklare, hvem den levende Gud er. Gud er ikke, som hos filosofferne, noget abstrakt og livsfjernt – men virker levende iblandt mennesker. Gud er aldrig fjern, men lever og ånder i hver enkelt af os – aldrig fjernere fra os end vores eget åndedræt.

Når man vandrer som pilgrim, får man ind i mellem et glimt af den store opdagelse det er, at se sig selv som et lille bitte ”gnist” i universet, en del af Guds store åndedræt. Hver især har vi uendelig vigtig værdi, er skabt helt unikke. Ingen er som os, og vil aldrig blive det – selvom vi samtidig alle er ét, ligeværdige dele af det store univers. Det er en omfattende mangfoldighed, Gud har skabt, og denne mangfoldighed skal vi tage vare på.

 

 

 

 

Fællesskab

 

 

 

 

Og det blev forår, og Danmark frit”, synges der i den gamle befrielses-sang, ”En lærke letted”, skrevet af Mads Nielsen i 1945. Lærken er et symbol på Danmark, og på friheden, som kommer, når den lille fugl løfter sig på vingerne og letter.

Glæden og håbet bryder frem, sammen med lærkens sang højt fra himlen, og varsler forårets komme. Som pilgrim bemærker man netop dette, når man i disse uger bevæger sig ud på markveje og stier. Øjnene løfter sig mod skyerne, i et forsøg på at få øje på den lille fugl, der fylder vidderne med sine triller.

Men netop i lyset af 75-året for befrielsen bliver det tydeligt, at frihed kun giver mening i sammenhæng med fællesskab. Uden fællesskab, og uden at kunne dele glæden med andre, giver frihed ingen mening. En pilgrim vandrer måske alene, men netop fællesskabet med naturen, med lærken, og med andre mennesker, er det, som giver vandringen mening.

I løbet af de dage, hvor folk i forbindelse med befrielsen jublede og dansede i gaderne, blev fællesskabets betydning helt afgørende. Vi er intet uden hinanden, og kun i fællesskab kan vi skabe et samfund, der er båret af demokrati og gode værdier. Det blev måske den vigtigste erkendelse i forbindelse med befrielsen i maj 1945.

På svensk er ordet for fællesskab ”delande”. Det betyder at dele med hinanden, at give af det, man har, til andre. At dele med hinanden er det vigtigste i en pilgrims liv. Lad os i denne uge fejre befrielsen ved at dele det vi har, med hinanden – herunder de fortællinger, som især de ældre generationer bærer på, og som os, der er yngre, har godt af at høre, for at forstå vores rødder.