Af Elizabeth Knox-Seith

Den moderne søgen er et opgør med den rationalitet, som har kendetegnet vor tid. Det er et opgør mod sækulariseringen, og et forsøg på at finde “det hellige” på ny. I denne søgen vælger mange at bryde op for at vandre som pilgrimme. Kirken står med en stor udfordring, når det handler om at møde dybden af denne søgen.

Mange moderne pilgrimme ville nok betegne sig selv som “opdagelsesrejsende” i et univers, der længe har ligget relativt ordløst hen i vor kultur. Pilgrimsbevægelsen har fået en renæssance, og det er ofte mennesker med meget forskellig baggrund, der begiver sig ud for at vandre.

Hvad er det, som sker i et menneske, når det med højst 8 kilo på ryggen vandrer ud under den åbne himmel for i ugevis at begive sig afsted mod et helligt mål? For nogen betyder det hellige mål ikke i sig selv noget, men de vandrer alligevel mod det, for på den måde at være en del af den bevægelse, der fører mange andre afsted i samme retning. Det er ikke kun det at vandre alene i naturen, der trækker mennesker ud på en pilgrimsvandring, men også det at dele vejen sammen med andre. Ofte er det skelsættende samtaler med medvandrere, som er det egentligt givende på en vandring – selvom selvvalgte, lange perioder af ensomhed ligeledes er af betydning.

For kirken er pilgrimsbevægelsen blevet en udfordring. Mennesker kommer ikke bare vandrende uventet udefra, men de sætter sig også i de tomme kirkerum og mediterer. De har en stor længsel efter at forstå “det hellige” og vil gerne vide, hvad tro og fordybelse er – og synes ofte ikke, at præsterne kan give dem ordentlige svar på de spørgsmål, de kommer med.

En del af disse såkaldt “søgende” mennesker kommer fra helt andre baggrunde end de traditionelt kirkelige. De har ofte gået ad kringlede livsveje, der har ledt dem langt uden om de traditionelle kirker. Men et sted midt på livsvejen mærker de en inspiration til at fordybe sig i, hvad deres kristne rødder består i. De vil ned i det “dybe kildevæld” – ikke blot høre på foredrag om tilfældige, underholdende emner. De vil høre om urkirkens kristendom, om ørkenfædrene og om traditionerne for stilhed og bøn. De vil på retræter, og langt ud i fjerne skove for at møde Gud. De vil gerne i klostre, og rejser på egen hånd til ældgamle pilgrimsmål, såsom Assisi i Italien og Santiago de Compestella i Spanien. Nogen tager rygsæk på og vandrer, uden at føle det tungt, mere end 2000 kilometer for at være i dialog med Gud undervejs. Først, når de kommer tilbage, føles vejen ind i den lokale kirke ikke så lang længere.

Forståelsen af, hvorfor mennesker idag har brug for ro, meditation og samling – et ægte rum for fordybelse – er væsentlig for, at kirken bliver istand til at forny sig, til at rumme den længsel efter “hellighed”, som den moderne søgen udtrykker.

Opdagelsesrejsen

At vandre som pilgrim er blevet mere og mere populært inden for de seneste 10 år, ikke bare i Norden, men i hele Europa. At være pilgrim er at være i bevægelse, i opbrud, på vej mod noget nyt, med ikke mindst med det “det numinøse” eller “det uudgrundelige” som sigte.

Over hele verden, gennem mange tusinde års historie, har mennesker vandret som pilgrimme, i stort set alle religiøse traditioner. Rent sprogligt betyder pilgrim, “perigrinatio” at være en fremmed. At være i verden, men ikke af verden. Dette gemmer et paradoks: Den fremmede søger væk fra verden, og mod det guddommelige, men gør samtidig dette ved at forbinde sig dybt med verden, gennem den fysiske vandring, der bringer vedkommende i kontakt med helt andre lag af sig selv og af den åndelige virkelighed.

Ikke alle vandrende er sig bevidste om den åndelige længsel, når de begynder deres vandring, men de færreste kommer hjem uden på en eller anden måde at være blevet berørt i deres gudsforhold. Der findes dog også kulturelt orienterede pilgrimme, som først og fremmest vandrer eller bevæger sig ad de gamle pilgrimsveje for at genopdage noget af den kulturarv, der ellers synes at have været på vej til at gå tabt i den nyere europæiske historie. Men for de fleste udgør det religiøse og spirituelle på en eller anden måde et fascinationsfelt, uanset om man betragter sig selv som troende eller ej.

Mange vender tilbage med erfaringer, som de har brug for at kunne integrere i deres dagligdag, og her er der ofte brug for hjælp og vejledning. Mange moderne pilgrimme udtrykker længslen efter at kunne dele det, de har lært undervejs, med nogle, som forstår erfaringerne, ikke mindst set i en spirituel kontekst. Hvad svarer kirken da til alle de pilgrimme, der vender hjem efter en lang, erfaringsdannede vandring? Hvilket klangrum kan kirken give for de mange åndelige og identitetsmæssige oplevelser, som folk vender tilbage med?

For at kunne rumme disse erfaringer er det nok grundlæggende vigtigt at turde se på kirken som en bevægelig instans, Guds egen bolig på vandring. Kirken er ikke bare et urokkeligt hus, men et telt, der holdes fast af teltpløkker, der er til at trække op af sandet. Det betyder ikke, at kirken ikke står godt og fast forankret i sin bekendelse, men det indebærer en bevægelighed og rummelighed i forhold til de spørgsmål, som mennesker i vor tid kæmper med. Ligesom Jesus selv var konstant på vandring i sit forsøg på at være nærværende for mennesker i sin tid, må kirken også i dag være et billede på Guds bevægelighed i forsøget på at nå sit folk.

Mødet med et “DU”

Mange søgende rummer dybe erfaringer fra andre religiøse traditioner. Mennesker, der kommer med denne type af erfaring, vil ofte have brug for dybtgående og seriøs vejledning i mødet med den kirkelige teologi.

At “mennesket er længsel” er en ældgammel sandhed. “Mit hjerte er uroligt til det finder hvile i dig,” sagde Augustin – og det er nok netop denne følelse som det moderne menneske ofte fornemmer, uden at vide, hvilket “DU”, det faktisk er, hjertet længes efter. At Gud er et “DU”, et sted for tiltale og svar, er en ny oplevelse for mange. Først i udfoldelsen af det virkeligt personlige møde, af mødet mellem dette “DU” og de sårede steder i sjælen, bliver kristendommen en virkelig sanselig, og forståelig størrelse for mange. Dogmer i sig selv siger intet – kun den personlige oplevelse, den konkrete sansning af at være rummet i kærlighed.

I det moderne samfund, der er fuld af opbrud og diskontinuitet, har mange oplevet at gå igennem svære eksistentielle kriser. Det er ikke ualmindeligt at gå fra terapeut til terapeut og opsøge et hav af metoder, der lover helbredelse. Og længslen efter at finde en ukendt, tabt identitet, som kan være svær at sætte ord på, lurer lige under overfladen.

Moderne søgende stiller ofte meget dybe spørgsmål, og derfor er det så overordentligt vigtigt at bryde blufærdigheden i kirken. Det er vigtigt at kunne begynde at finde nye “spejle” i debatten om, hvad det er at tro – og i den sammenhæng gælder det om at søge dybere i den kristne tradition.

Længslen efter autenticitet og hellighed

Det, der især har stor interesse blandt moderne søgende, er mystikken, som man kan definere som det, at mennesket har mulighed for at erfare Gud, at fornemme Gud som en gennembrydende del af dagligdagen. Mange, som kommer til kirken, kommer faktisk med erfaringer af såkaldt “mystisk” karaktér, og har brug for hjælp til at tolke dem.

Den søgende vil ofte spørge: Hvad er nåden? Hvad er det være i Guds hånd? Findes Gud, eller er det nærvær, jeg selv har erfaret, blot en illusion, fordi jeg er i krise? Hvordan erfarer jeg, hvad der er sandt eller falsk? Kan Gud virkelig vise sig i drømme, eller er jeg helt på vildspor?

Mange tør slet ikke henvende sig til kirken, fordi de er bange for at blive opfattet som “mærkelige” – eller endnu værre, som “kættere”. Så de går rundt med deres indre erfaringer i årevis, og gemmer dem som små perler, ofte uden at dele dem med nogen. Denne vandring kan være meget ensom, og ofte lukkes der først op for den skat, der ligger i erfaringen, hvis det er muligt at møde andre, som har haft erfaringer af samme karaktér.

Fordi en stor del af de moderne søgende har været optagede af selvudvikling, og dermed ofte selv har arbejdet grundigt med deres egne “skygger” og “traumelag”, er det ikke overflade, men dybde, som efterspørges. Man søger ikke dialog med troende, der stræber mod at være “perfekte” eller “gode”, uden at have været i stand til at se på de følelsesmæssige sår og traumer, der til enhver tid vil have sat sig spor i et menneskes livshistorie. Man ønsker at møde mennesker, som har integreret disse sår og smerter i et kristent liv, som rummer livet i dets fylde. Og som har en åndelig praksis med en vis dybde, der virker forvandlende ind i det daglige liv.

Kirken har ifølge den svenske præst og religionsforsker Owe Wikström “alt at vinde ved at begynde at generobre og forstå betydningen af den åndelige erfaring, som den har udtrykt sig gennem tiderne i den kristne tradition.” Wikström benægter ikke betydningen af en teologisk, intellektuel refleksion, men bemærker, at det, som efterspørges i tiden, er mennesker, der har turdet lade sig forvandle af det, de taler om. I Wikström´s eget forfatterskab er betydningen af helliggørelse, og hvordan dette skal forstås, blevet meget vigtigt, og det er heller ikke uden grund, at hans bøger sælger i stort tal, også blandt søgere.

At turde tale om Gud som en direkte, erfarbar virkelighed har stort set været bandlyst i store dele af den lutherske, teologiske tradition i adskillige årtier. Det har betydet, at det at berøre eller overhovedet anerkende eksistensen af en mere personlig gudserfaring er blevet “udgrænset” til mere karismatiske og pietistisk prægede miljøer, hvor universitetsteologien ikke på samme måde har fået lov at tage “overhånd”. Ifølge Wikström – og mange andre med ham – er det at turde tale om den religiøse erfaring, én af de største udfordringer, kirken idag står overfor. At favne åndelighedens stille sansning, at kaste sig “på dybt vand” og finde et dybdesprog, der udtrykker spiritualitetens mange lag, er en lang vandring i sig selv. Men det er en del af vejen mod den autenticitet, som efterspørges blandt moderne søgende.

Den lutherske kritik

I vor protestantiske tradition er der siden 1500-tallet blevet sat en barsk stopper for de såkaldt “sværmeriske” pilgrimslængler. Luther gjorde et skarpt opgør med pilgrimstraditionerne, sådan som de blev forvaltet på hans tid. Luthers hovedpointe var, at man ikke kunne vandre sig til frelse. I senmiddelalderens Europa var pilgrimsvandringernes hovedformål at øve bod, og Luther protesterede mod den tendens, der fik mennesker til at tro, at deres frelse var betinget af alskens, til stadighed mere indviklede magiske handlinger. Kun troen alene retfærdiggør, understregede Luther. Dermed skabte han grundlag for en væsentlig frigørelse, der blev afgørende i den europæiske kulturudvikling. Men samtidig var der en del “børn”, der røg ud med badevandet.

Pilgrimsvandringens renæssance i det senmoderne Europa hænger i høj grad sammen med længslen efter disse “børn”, der blev skyllet ud i protestantismens rensende bad. Modernitetens pilgrimme vandrer ikke i så høj grad for at øve bod, og de gør det ikke fordi et religiøst system eller hieraki har pålagt dem det. Tværtimod gør de det ofte som en protest mod den stivnede religiøsitet og den manglende åndelighed, som de finder så vel i deres kirker som i det omgivende samfund. For mange betyder den kirkelige tradition ikke noget særligt, og alligevel er længlen efter mødet med det såkaldt “åndelige” og “anderledes” så stor, at de ikke kan lade være med at udsætte sig selv for nogle af de mange strabadser, som middelalderens pilgrimme også udsatte sig selv for.

Den moderne pilgrimsspiritualitet skal ikke ses som et forsøg på at vandre sig til frelse – tværtimod er det vigtigt at indse, at frelse som sådan slet ikke er det, som står øverst blandt de eksistentielle spørgsmål, som en moderne pilgrim vandrer ud med. Mange vandrer afsted i forsøget på at finde vished om, hvorvidt der overhovedet findes en Gud. Eller for at sige det mere præcist: I længslen efter at finde spor af den fornemmelse for hellighed, som længe har været gået tabt i den moderne, rationelle tidsalder. Mennesker ønsker at finde sig selv og deres inderste identitet i en senmoderne verden, der er fuld af alt for mange, indbyrdes forvirrende markeringspunkter.

Troens spor

Den moderne pilgrim vandrer ikke for frelsens skyld, men i længslen efter at finde spor af Guds stille fodaftryk i verden. Det er alt det, som er blevet smidt ud med rationalismens badevand, der nu skal genfindes og genopdages, og derfor trækker pilgrimstanken i så mange. For så vidt er den moderne pilgrimsspiritualitet et opgør med sækulariseringen, skabt på sækulariseringens egne præmisser. Udgangspunktet for sækulariseringen er nemlig, at troen på Gud ikke længere er sikker, men et åbent spørgsmål. Pilgrimmen vandrer derfor for at finde eller opdage Gud, som et genspejl i verden og i sin indre identitet.

Moderne pilgrimme kan tilføre kirken megen nyttig erfaring, ikke mindst erfaringen om, hvad det betyder at turde tage skridtet for at bryde op – et opbrud, der drives af længslen mod noget dybere og mere end det, som den moderne verden umiddelbart giver indtryk af at kunne tilbyde. Af samme grund skal den moderne pilgrimsbevægelse ikke mødes med beskyldninger om gerningsretfærdighed, for i udgangspunktet er det slet ikke dette, der er den eksistentielle drivkraft bag vandringen. Snarere skal vandringen ses som udtryk for en længe undertrykt længsel efter at genfinde nye spor af det, som ellers er gået tabt i vor kultur: den dybe enhed og vished om Guds nærvær i det enkelte menneskes liv – det, der binder os sammen i en uendelig helhed og forbundethed.

Gennem vandringen erfarer mange at finde en stadig dybere tro. Vejen når aldrig sin fulde ende, men er et pilgrimsspor ind i stadigt nye opdagelser af dybderne i den menneskelige eksistens, både i tidens og evighedens perspektiv. Dette er en livslang opdagelsesrejse, og således i dyb forstand en trosvandring.