
Tema: Mennesket og naturen
6 tirsdagsforedrag i Stege Kirke arrangeret i et samarbejde mellem Stege Kirke, Middelalderhaven og Folkeuniversitet.
Hen over sommeren vil vi igennem en række foredrag belyse vores forhold til naturen, og på hvilke måder vi i højere grad kan gå i samspil med den.
De 6 foredrag er knyttet op til Steges traditionelle tirsdagsmarkeder. Foredragene begynder klokken 10, og klokken 12 er der mulighed for at høre en orgelkoncert, som afslutning på formiddagen. Har man lyst, kan man bagefter besøge middelalderhaven og få en rundvisning og en samtale med foredragsholderen og de frivillige i haven.
Tirsdag 18. juli kl. 10–12: Haverefugiet ved Sorø – et trygt sted at være sårbar
Ella Hilker, der er en erfaren sygeplejerske, ikke mindst inden for psykiatrien, vil fortælle om sin vision med at skabe Haverefugiet ved Sorø. Ella kender selv til, hvad stress kan betyde i en travl hverdag, og har gennem flere år opbygget en ramme, hvor mennesker kan opleve, hvad naturen har af helbredende kræfter, helt ned i det små. Ella har været med til at udvikle ideen om pilgrimsvandring for psykisk sårbare, og i løbet af året tager hun imod både børn, unge og voksne, som kommer til Haverefugiet for at finde fred, ro og hvile, midt i en udfordrende dagligdag.