Pilgrimsvandring ved Knudshoved Odde

Hvornår

11. maj 2021    
09:00 - 14:00

Begivenhedstype

Tirsdag den 11. maj vandrer vi ved Knudshoved Odde, som er et smukt, stille naturområde med hav på begge sider.

Vi starter som sædvanlig med pilgrimsandagt kl. 9.00 i Stege kirke, for dem, som har lyst. Derefter samles vi i biler på Stege kirkeplads og kører cirka 9.45 afsted mod p-pladsen ved Knudsskov, hvor vi regner med at ankomme 10.30. Her kan vi samles i færre biler og køre ud til p-pladsen ved Knudskovgård, hvor der betales en lille p-afgift. Det er muligt at støde til gruppen også her.

Turen går ud over odden til den yderste fredede del, Knudshoved, og er i alt ca. 15 kilometer frem og tilbage.  Vi passerer det smalle stykke, Draget, som godt kan være oversvømmet ved højvande. Medbring derfor gerne sko, der tåler vand, eller noget at skifte med. For dem, der ikke vil gå med hele vejen, er det også muligt at vente her og nyde stilheden og alt, hvad der er at se.

Man går gennem overdrev, marker og strandenge med vandhuller, hvor klokkefrøen bl.a. yngler. Området er ved at blive naturgenoprettet for at forbedre paddernes leveforhold. Der vil være en god chance for at se spættede sæler. Husk gode vandrestøvler – samt mad og drikke til spisepausen.

Jørgen Alfastsen fortæller om Knudshoved Oddes seværdigheder undervejs.

Vel mødt!

Elizabeth Knox-Seith, pilgrimspræst